Det var ikke et mareridt, og nu måtte jeg forstå det. Jeg var der og jeg så hvad jeg så. Det var ingen hemmelighed, men samtidig var det også forbi, alt det jeg havde ønsket og som jeg inderst inde godt vidste, jeg aldrig ville få med ham.

Men troen på det fik mig til altid at være i nærheden som et svagt menneske, der troede på, at han elskede mig. Hans mund sagde det og det lød så rigtig, og hans øjne fik det til at se rigtig ud, men det var alt for kort. Når han tog væk og bare sad og grinede, for så var han ikke i virkeligheden, den gjorde alt for ondt til at han kunne være i den. Men jeg blev der og ventede på ham, for han kom altid tilbage når stoffet ikke virkede mere.

Men han var ikke glad, og jeg kunne ikke se det, og jeg ville ikke, men nu var det for sent at gøre noget ved det. Hele min drøm med ham var ødelagt, han ville aldrig få mit hjerte til at hamre og suse i min mave. når han nærmede sig min dør. Så vidste jeg vi skulle være sammen, og han var alt for mig. Derfor tilgav jeg ham, at han kom til andre døre engang i mellem, men nu var det min.

Der var også de gode tider vi tilbragte sammen bare os. Og han kom altid tilbage, og det elskede jeg ham for. Jeg ville holde på ham for evig. Men så kom syren som altid havde været der, det var han glad for. Vi var i samme rom og dog var han et helt andet sted, det var kun hans krop der var der. Hans sjæl var væk. Nogen gange ville jeg med, men jeg kastede op. Derfor var jeg ikke sammen med ham nu. Det tog overhånd og nu havde han forladt mig. Hvad bildte han sig ind, jeg havde planlagt vores fremtid, imens han var der ved siden af mig, men fjern og langt væk.

Hvad havde jeg gjort forkert. Jeg vidste jo godt, jeg blev nødt til at acceptere, at han havde brug for at komme væk nogle gange. Og så grinede han, alt var sjovt, men jeg kunne ikke være med.
Der var også tider, der ikke var sjove. Jeg ville jo bare fortælle ham, at jeg også var der. Det var den dag, hvor jeg indså, at jeg måtte acceptere det, han gjorde, for at beholde ham. Jeg ville ikke for noget i verden miste ham.

Det samme bord, de samme stole, og de sorte rande under hans øjne. De var alt for sorte, men snart ville de forsvinde, og han ville grine, og overdøve al den stille musik. Alting var det samme, dag ud og dag ind. Men der manglede noget. Hunden var væk. Jeg elskede den hund. Men han havde ikke taget den med hjem igen, og det var helt umulig at forholde sig til. Noget så vigtig i mit liv havde han forladt. Over for hinanden sad vi, og pludselig gik der en ond djævel i mig som jeg har hadet lige siden. Den pustede på bordet, og hele stuen blev grøn af det. Det han elskede mest i verden, var det jeg hadede allermest. Jeg fandt først ud af det, da han havde efter ladt min hund.

Jeg havde aldrig mærkede det før, og jeg havde aldrig set ham forvandle sig. Slagene blev ved og ved ned over mit ansigt. Jeg krøb sammen på gulvet, en masse råb og lyde og spark, og snart føltes det som om jeg ikke kunne få vejret. Det gjorde så ondt, men jeg kunne ikke sige noget, kun små pibe lyde kom fra mine læber. Men det gjorde ham mere hidsig, og jeg bad til at forstå, hvordan jeg skulle takle det, hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Jeg blev sparket rundt i alt det grønne, det der var skyld i, at min hund var væk og min krop blev blå.

Jeg måtte have været gået væk, for jeg vågnede i stolen og opdagede, at stolen var så stor. Der sad et lille forslået menneske i den, som ikke fyldte særlig meget. Der sad hun, og savnede sin hund og savnede ham, der havde fået hende til at bløde. Og døren smækkede. En stemme susede forbi mine øre. Du er for dum, sagde den. Jeg frøs men kunne ikke få varmen .
Og hvor var jeg ynkelig, jeg havde fået ham til det. Og nu kunne jeg knap nok gå. Det var sket. Der var ikke noget at gøre. Blodpletter på mine bukser var alt hvad jeg nåede at se, før jeg drømte. En hård, stærk hånd ruskede mig, så jeg vågnede. Stemmen var sur, kaldte mig so og kælling. Det sivede ind i mit hoved, som om jeg kunne mærke hvad han sagde, for jeg kunne næsten ikke se ham. Han var jo min ven. Jeg ville stå op, men mine ben ville ikke. En hånd tog fat og jeg skreg og knækkede sammen på gulvet igen.

Det var helt hvidt der på hospitalet, hvide vægge, hvide gardiner. Sådan nogen ville jeg også have når vi flyttede et andet sted hen. Ja og nu gjorde det ikke så ondt i min krop mere.

Der stod han så i døren, og begyndte at gå hen i mod mig. Mit hjerte bankede hårdt og et smil dannede sig i mit forslået ansigt. Der kom han min prins, efter det, der var sket, ville han godt se mig. Og sygeplejerskerne havde rystet på hovedet af mig, og jeg forstod ikke helt hvorfor. Men det var også lige meget, for han strøg mig over panden og kyssede mig forsigtig på kinden. Og jeg så min hund i døren og den kom løbende ind til mig, sprang op i sengen til mig og puttede sig forsigtigt. De havde gjort en undtagelse, hvordan ved jeg ikke, for hunde måtte ikke være på hospitalet .

Det var også lige meget, for da jeg troede, jeg havde mistet alt kom det ind af døren. Det var alt hvad jeg havde, og alt hvad jeg havde brug for. Min hund og min prins. Og hans smil fik mig altid glad, også selv om jeg måske skulle undvære ham et par dage endnu, til jeg kunne gå uden hjælp igen. Da han gik ud af døren med hunden var jeg allerede bedre til mode. Jeg ville blive rask hurtigt så jeg kunne komme hjem til dem.

Spejlet var blå og rød og det var ikke mit spejlbillede. Jeg skammede mig lidt, hvor var jeg grim.
Men der gik mere end et par dage, jeg skulle være der længere, og det føltes som en evighed fordi han ikke kom og besøgte mig. Og sygeplejersken havde sagt, at jeg havde tabt mit barn. Men hvordan det, for jeg havde ikke været gravid. Jeg forklarede hende at hun ikke skulle tage det personligt, men hun havde forvekslet mig med en anden, og nu måtte hun da sætte sig bedre ind i sit arbejde. De sagde sgu så meget de sygeplejersker, og dog vidste de ikke hvad de snakkede om. For de var ikke mig, og jeg var ikke mig selv en tid. Men nu ville jeg altså hjem, og jeg tog mit tøj.

Kulden stak i mit ansigt, og min hånd frøs til is på håndtaget, bankede og bankede på vores dør. Hunden gøede og gjorde min hånd varm, tanken om at den var hjemme gjorde mig glad, og jeg ville bare ind, det var så koldt.

Så blev døren åbnet, og tænk jeg havde ikke set ham længe. Men det var ikke ham. Jeg forstod det ikke helt, men jeg kendte hende ikke. Stuen var ren som aldrig før. Mit blik for rundt, hvor var han. Der midt i sofaen sad min prins, men ingen Hej, ingen smil. Det var der jeg så hvad jeg så og virkeligheden er smerte fuld og ikke til at holde ud. Nu ville han ikke komme tilbage, og nålen var ikke engang taget ud. Alt skete for øjnene af mig, jeg kunne intet høre, jeg stirrede bare på ham og elskede ham forevig. Jeg var som et spejl der gik i hundrede stykker og landede på gulvet. Og i hver glas stump var der en følelse, med hver deres ord, og hver deres tanker. Jeg var helt alene nu. Jeg havde ingen, men jeg var også gået i stykker .