Det var, som om at jeg var helt alene i verden og ingen gad lytte.
Mens jeg sad der i stolen i stuen og bladede i min dagbog, som jeg fortalte alt. Jeg skrev og skrev, og en dag var den helt fyldt, alle siderne var der skrevet på. Det startede så flot, men så blev skriften større. Og noget helt ulæseligt af tårer der var dryppet ned oven på ordet: Mor.

Jeg bladede tilbage i bogen. Jeg var kun en lille pige på 15 år og helt forvirret. Det var derfor jeg fortalte bogen alt om mig selv. Den svigtede mig aldrig, men jeg fik heller aldrig noget svar. Jeg havde så mange spørgsmål, men nu var den helt fyldt ud med min skrift og hundrede vis af smerte. Det var mine ord og de gjorde ondt at læse. Jeg havde jo fortrængt det så længe, for det var ikke til at holde ud at tænke på. Men så kom den side som fortalt sandheden om alt. Nemlig om mig og hvordan folk behandlede mig. Men jeg var ikke stærk nok til at være sur. Jeg vidste, at det der var sket var forkert, og ikke skulle have fundet sted. Men jeg fik skyldfølelse. Jeg vidste jo ikke bedre. For der var ingen, der fortalte mig, at det ikke var min skyld.

Stoppede et øjeblik med at læse og tog en tår øl, snart ville nogen af mine venner kom og drikke sammen med mig. Det gjorde vi så tit. Og så ville vi sove på mit værelse. Så kom siden, hvor folk vidste sandheden, den side med manden. Og folk vente mig ryggen.

Og far han boede for sig selv. Der sad vi, og han kæmpede med at holde tårerne inde mens vi sad og spiste. Nu vidste far det, og det gjorde mig ondt at se på ham. Uden ord ønskede jeg, han aldrig havde fået det at vide. Vi snakkede om alt muligt andet, og jeg vidste at han ønskede at glemme det. Men jeg vidste godt, vi altid ville vide det, og nogen gange ville det også gøre ondt på ham, og det var næsten det værste at tænke på, for hvis han kunne, ville han gøre alt for sine børn. Han lod mig altid vide at han elskede mig, og når han sagde det fik vi altid tåre i øjnene. Jeg vidste, at han ikke forstod, hvorfor jeg ikke var kommet og havde sagt det til ham for længe siden, så jeg kunne komme der op og bo ved ham, hvor jeg ville være tryg. Men jeg kunne ikke forlade lillebror. Men far havde hjulpet mig bare ved at være der.

Så kom siden hvor mor gemte sig bag kommoden på mit værelse. Der sad hun og rystede og manden i stuen smadrede tingene. Og hun rystede og sagde, at jeg skulle komme hen til hende, og så gemte vi os begge. For manden i stuen var farlig og han måtte ikke finde os, sagde hun. Og så græd hun over min skulder. Hun var så lille. Og så rejste jeg mig og gik ud ad døren, jeg fandt en telefon og ringede til politiet.

Jeg bladede i bogen og slå op på tilfældige sider. Der var gået en rød kat ind i vores hus, den var så sød og jeg strøg den over pelsen. Så kom manden hjem og tog den i halen og legede cowboy med den, og katten miavede af smerte. Jeg kiggede op på ham og katten der fløj rundt inde i stuen. Hvis jeg havde haft en pistol havde jeg skudt manden, det var noget af det ondeste, han havde gjort. Han smed den ud ad døren, da han blev træt af det. Han kiggede ned på mig og smilede. Og så kunne jeg ikke holde det i mig længere, jeg gik ud og kastede op. Katten kom aldrig tilbage, og det forstod jeg godt.

Så bladede jeg om på nogen af de første sider i bogen. Det var før han forandrede sig. Der sad vi og spiste aftensmad sammen, og det var beskrevet så fint og flot i min bog, ingen store tykke understregninger, ikke store bogstaver, og til slut var der ikke utydelig skrift af tårer, der var dryppet ned på blækket og havde gjort det ulæseligt.

Bare helt almindeligt. Det var bare ham og mig en aften med stearinlys. Han fik mig til at grine og lærte mig at danse, vi havde lavet maden sammen. Det havde været en hyggelig aften, og jeg havde skrevet at han var ret rar, og nu havde hun endelig fundet en, der var sjov og ikke slog.

Men jeg tog fejl og det hele kom som et chok, der væltede ind over mig et par måneder efter. Der var han ikke spor sjov, han var ikke den samme, eller han havde snydt mig. Jeg var nem at snyde, for jeg var kun en lille pige, der trængte til omsorg og kærlighed, for det havde allerede været svært.

Derfor sårede han mig oppe i soveværelset, en aften hvor jeg var bange, og han sagde han ville passe på mig. Jeg stolede på ham, for han havde jo været så flink og så forstående, vi havde haft det så hyggelig sammen med alle hans vittigheder. Og mor var så glad for ham, men nu var det forbi med at vi skulle have det sjovt sammen nogen sinde mere, for han ødelagde det hele oppe i sengen, og jeg var gået med fordi jeg var bange nede i stuen og helt alene. Og der kom han hjem og trøstede mig nede i stuen. Han strøg mig over kinden og sagde, det var i orden at græde, og han skulle nok passe på mig. Men i soveværelset var hans hænder over alt på mig og jeg græd helt uden lyd, bare tårer, der dryppede ned på puden i mørket, og bange tanker. Så faldt han i søvn, og min krop rystede. Da lyset skinnede ind af vinduet havde jeg ikke sovet. Og det havde slet ikke været nogen ond drøm, det var sandheden, og der gik længe før folk vidste det.

Jeg hamrede bogen i og sukkede, tændte en smøg og kiggede ud af vinduet. Det var helt mørk og jeg mærkede kulden helt ind i huden. Det bankede hårdt på vinduet og jeg gav et skrig fra mig og hoppede op fra stolen. Du gav mig et chok, råbte jeg og blev lettet, da jeg så det var Dennes. Han kom næsten altid og gav næsten altid øl, og det udnyttede mig og veninderne. Vi drak næsten hver dag. Så gjorde det ikke så ondt. Så grinede vi. Jeg var tit alene i huset og det var rart, så kunne vi drikke os fulde hele tiden og sove. Mit værelse havde en stank af øl og en sød lugt af hash. Jeg kunne ikke ryge det, jeg kastede op af det.

Jeg gemte min bedste og eneste ven væk, hvor ingen kunne finde den. Og håbede, at den næste bog ikke kun ville være ord, der gjorde ondt helt ind i hjertet.