Solen skinnede og jeg råbte på min veninde . Hoppepuden råbte hun tilbage og jeg grinede . Og det var en ferie jeg skulle nyde . Og hendes familie var rigtig flinke , de havde taget mig med på camping . Vi hoppede sammen med de andre børn på hoppepuden , jeg mærkede den varme luft når jeg kom op i luften og faldt ned på puden igen , og jeg glemte for en kort stund alt det derhjemme, jeg følte mig fri . Jeg følte at jeg var som en på 15 år . At jeg kunne have det sjovt .

Men det var ikke særlig længe , så snakkede jeg med min søster i telefonen. Hendes stemme blev mindre da hun sagde ” Laura der er noget jeg skal fortælle dig ” . Der er sket noget men , men mor har det bedre nu ”. Mine tåre blev til høje lyde og jeg kunne ikke høre min søsters stemme , jeg overdøvede hende med min gråd. Det stak i min mave . Hvordan kunne hun. Jeg har ikke snakket med hende i 3 år , og nu væltede det hele ind på en gang, al angsten og alt det jeg havde været igennem .Hvad bilder hun sig ind, råbte jeg i telefonen. Hun sagde ”Prøv nu at nyde din ferie . Jeg synes bare du skulle vide det før, du fik det at vide af andre. ” Men jeg ønskede ikke at vide det .
Ferien var ovre.

Derhjemme gik jeg nu frem og tilbage ønskede ikke at besøge hende , men gjorde det alligevel .
Gangen var lang , og jeg tog skridt for skridt hen til den dør hvor hun lå. Den stod på klem og jeg begyndte at ryste .Jeg havde ikke lyst til at gå ind , men gjorde det alligevel . Der lå hun, gennem banket, og hun kunne ikke gå for manden havde slået hende hårdt i ryggen .

Der stod jeg og kiggede på hende . Det havde ikke forandret sig siden hun havde smidt mig ud.
Han var blevet ved med at slå hende ,og det havde ikke været min skyld .Hun kiggede på mig. Jeg vil aldrig miste dig igen .Jeg vil aldrig have ham i mit liv igen .Jeg vidste godt inders inde , at hun ikke kunne holde det , for han havde allerede misbrugt mig , og hun vidste alt, men dog kunne hun ikke undvære ham. Men på dette tidspunkt , hvor hun sagde det mente hun det. Hun ville ikke give slip fra min hånd, men hun havde for længst givet slip og for længst mistet mig . Men jeg var der nu.

Jeg turde næsten ikke røre ved hende , for hendes altid så sminkede ansigt var blåt og gult af mærkerne fra manden. Jeg tvivlede på hun kunne se mig , for hendes øjne var helt opsvulmet. Men jeg strøg hende alligevel over panden. Imens jeg kom til at tænke på dengang .

Jeg så op på hende mens hun sminkede sig, jeg syntes hun så så sød ud, og ønskede jeg ville blive lige så smuk som hun, når jeg blev voksen. Men jeg var kun et barn dengang, og derfor kvalte hendes ord mig, når hun sagde, at hun aldrig kunne være sig selv, at vi altid var i vejen.

Jeg kiggede ned på hende. Du sårede dit barn mor, nej du sårede os .Mig og lillebror .Og mine kinder blev våde .Og jeg kom i tanke om da vi var små, og jeg hev efter hendes kærlighed.
En dag lagde jeg mig på gulvet og stirrede op i loftet. Hun råbte mit navn så højt, og tog om mig på gulvet, jeg var slap og det hele var skuespil, men hun kunne ikke se det. Og det gjorde mig varm inden i, for så elskede hun mig nok lidt alligevel.

Kiggede på hendes hånd, der lå slap på den vide dyne. Hun så så opgivende ud.
Men jeg havde ingen ting at sige til hende. Jeg satte mig på stolen ved siden af sengen, holdte hende i hånden til hun faldt i søvn. Jeg tænkte på Simon da han var lille. Han var ikke særlig gammel, da han begyndte med at banke hovedet ind i terrassedøren. Jeg kiggede på hende dengang og græd, jeg
så hendes onde øjne, da hun tog i ham og ruskede ham. Hun forstod ikke, at han bare ville græde i hendes arme og blive trøstet.

Jeg kiggede på hende, så lille og tynd og helt forslået. Jeg kunne ikke hjælpe hende, for hun valgte selv, men jeg var der nu da hun havde brug for mig. Og dog havde hun aldrig været der for mig.
Jeg hadede hende ikke på det tidspunkt, da jeg sad der i stolen og holdt hendes hånd. Jeg havde så ondt af hende . Men det hjalp ikke. Og det var det hun ville have, nemlig at folk skulle have ondt af hende. Men jeg orkede ikke at tænke på det, så jeg rejste mig og gik.

Hjemme hos far i køkkenet satte jeg mig. Og så kom det hele væltende igen. Det strømmede ind over mig og slog mig ud. Det var barndommen. Den gjorde så ondt at tænke på, men den ville have fat i mig, og jeg huskede det hele, og derfor brød jeg sammen på gulvet, og tænkte på det værste, der var sket mig i mit liv. Simon ville ikke huske det, det ville også gøre for ondt.
Han ville fortrænge det, måske for evigt, for at kunne leve.

Jeg græd og huskede, da Simon blev taget fra mig. En tid, der varede for mig en evighed. Jeg huskede det ,som om det som om det var sket dagen før. Men dog var det længe siden. For Simon var kun 4 år dengang .
Han stod der og kiggede op på mig, med de store brune øjne. Og en bedrøvet stemme kom stille fra hans mund, og det var som om han prøvede at acceptere det. ”Jeg skal med far igen, vi skal bare hente noget”. Jeg stod på dørtrinnet og kiggede ned. Jeg ønskede at bukke mig ned og løfte ham op til mig og holde mine arme om ham og aldrig give slip, men jeg nåede det aldrig. For hans far tog ham hårdt op til sig og tvang ham ud i bilen. Han var helt rød i hovedet af at skrige. Og jeg stod bare der og følte, at noget så kostbart og værdigfuldt i mit liv var blevet taget fra mig. Han måtte tage alt andet bare ikke min lillebror, for vi havde så meget brug for hinanden i endnu en svær tid .
Jeg hørte han skreg i bilen, da de kørte. Jeg kunne mærke hans smerte helt ind i min krop. Mor skubbede mig til side og smækkede døren i. Jeg kiggede på hende med de mest bebrejdende øjne, for hun råbte ”Lad være og kig sådan på mig, det er ikke min skyld”. Jeg kunne ikke sige det, men der var ikke noget værre hun kunne gøre end at lukke den dør. For hun lukkede sin egen dør, og derfor kunne hun ikke mærke min eller Simons smerte, og derfor ville hun aldrig være i stand til at hjælpe os.

Jeg troede ikke jeg skulle overleve natten. For jeg vidste, at han havde brug for mig til at trøste sig, og jeg havde brug for ham i mine arme. Han var helt unik.
Meget havde vi været igennem, men jeg havde aldrig før været så tom inden i.
Vi havde kun hinanden, og nu havde vi ingen ting. For de ødelagde os begge.

Jeg faldt i en dyb søvn på gulvet.
Hvor jeg drømte at Simon og jeg løb efter hinanden på en grøn mark i bare tæer , luften var fugtig og vi sugede det hele i os mens vi faldt på det halv våde græs og vi grinede. Og mærkede glæden i vores maver når vi hørte hinanden le . Vi trillede rundt på græsset mens vi bare faldt og faldt , lod den stille vind suse forbi os. Der var ingen der kunne stoppe os, vores glæde fyldte vores hjerter.
Vi var så glade at det føltes som om vi kunne flyve.

Da jeg vågnede på det kolde gulv, stak det i mit hjerte og en dyb sorg kom over mig.
Mens jeg indså at vi aldrig havde fået lov at være børn.