Midt i en drøm

Jeg sad og så på hende. Hun var som is, ja måske var hun som is er i fryseren. Hendes øjne stirrede ud i luften. Hvordan skulle jeg tø hende op, få hendes mund til at smile, give hende et glimt af lykke i hendes alt for bedrøvede øjne. Måske var det for sent. Hun gyngede frem og tilbage i stolen. Den knirkede, ja måske ville den snart falde sammen og gå i stykker. Den var slidt og gulvet havde sorte render. Jeg gad godt vide hvor hun var henne, ønskede hun ville tage mig med .

Hallo jeg er lige her sagde jeg og hun skulle bare se på mig. Men hun gyngede og gyngede . Hun måtte være der, hvor alting var grønt . Jeg tog mig i selv at sidde at gynge frem og tilbage og ingen vegne komme alligevel, for jeg var lige som hun faldet ind i drømmen, hvor ingen kunne gøre mig ondt. Men dog ledte jeg efter hende der, men kunne ikke finde hende .. Jeg ventede på at hun skulle bevæge sig, men intet skete. Jeg tog fat i hendes slappe arm, satte mig på hug ved siden af stolen. Jeg havde brug for hende, og jeg lyttede til hendes hjerte. Det bankede stadig. Jeg tvivlede på at hun havde et. Der var liv derinde, men hvor så hun dog død ud. Men så fredelig, så stille, og det kunne jeg ikke forholde mig til.

Jeg var ikke noget barn længere. Der havde jeg haft brug for hende. Jeg stillede mig selv det spørgsmål, om jeg havde brug for hende nu. Hun der havde været en slange mod mig, hun der havde nedgjort mig. Havde hun et hjerte, ja, men det var koldt. Og nu ville jeg have hun skulle vide, hvad jeg var blevet til. Hvad jeg var, og hvem jeg var. Og at hun havde gjort mig nok ondt.

Jeg var blevet misbrugt, jeg var blevet slået, jeg var blevet svigtet. Jeg havde grædt og sørget. Jeg ville ikke trække vejret længere dengang, og jeg lavede arrene, så al smerten kunne komme ud. Jeg havde hadet hende. For alle de uskyldige børn, alle os, hun tog med ind i en farlig verden. Vi havde ikke selv valgt det. Og jeg ville slå hende ihjel engang, fordi hun troede, hun var noget, og fordi hun grinede. Og fik lille mig.

Men nu skulle hun have det at vide. At jeg, trods alt det hun havde udsat mig for, havde et godt liv. Og nu ville hun ikke lytte. Hun forstod det ikke, og det var heller ikke min opgave at få hende til det. Så mange år er gået, og jeg ville fortælle hende det. Alt det, hun ikke havde været en del af. Fordi hun lavede hullerne i min mave, da jeg rakte ud efter hende som lille og der vendte mig ryggen. Der hvor jeg havde allermest brug for hende, gik hun. Mine tårer var frosset på min kind, og der gik en tid, før de tøede op. Aldrig nogen sinde sagde hun undskyld, det var hun for stolt til. Og dog havde hun intet at være stolt over .

Jeg så på hende nu, hvor hun sad der i stolen, gammel. Det var ikke hende, der havde gjort mig ondt som barn, ikke hende der aldrig angrede. Så på hende med andre øjne og kunne forstå, at hun ikke kunne passe på mig dengang fordi hun aldrig selv var blevet voksen og var alt for svag. Hun kunne ikke passe på sig selv. Hun var stadig et lille barn inden i, som havde været afhængig af et andet menneske. Jeg kunne ikke tilgive hende det, for det var ikke rigtig. Man glemmer ikke bare sine børn. Men til forskel fra hende havde jeg haft et professionelt netværk. Så jeg kunne passe på mig selv, selv om jeg aldrig var blevet passet på. Jeg var kommet videre og havde brudt den onde cirkel. Det hun ikke havde været i stand til. Stolen var så stor og det var som om hun var ved at forsvinde i den . Jeg ville fortælle om alt det og hvordan det hele hang sammen, at selv om hun havde været ond var jeg ikke blevet det. Det var ikke nemt at komme til at fortælle hende det. Hun var stiv som en knage, og kold som isterninger, og langt væk fra verden. Men det havde hun nu altid været . Man kunne ikke se det dengang, hvis man ikke lige kendte hende, og det gjorde jeg. Derfor mærkede jeg sorgen, og derfor hadede jeg hende en tid.

Men tiden fløj af sted, og jeg glemte hende, for jeg havde accepteret ikke at have hende i mit liv. Det var det jeg valgte. Hun gav mig kvalme, og derfor valgte jeg en afstand fra hende. Det var på tide jeg gjorde noget for mig selv. Og aldrig ville jeg bukke for hende, og jeg forstår ikke dem, der gjorde. Og jeg spurgte aldrig, for jeg vidste inderst inde, at de ikke levede deres eget liv. Nok satte de grænser, men dog var de ikke fri. Det blev jeg.

Jeg nærmede mig døren til gangen, men nåede ikke at tage fat i håndtaget, før et lyd kom, fra et lille menneske i en stor stol. Jeg vendte mig om og hun rakte ud efter mig. Tårerne strømmede ned ad mine kinder og dannede et bad på mine læber. Hun kiggede på mig med blanke øjne, og jeg så hende for første gang længe uden at hade hende. Men jeg elskede hende heller ikke, der var gået alt for lang tid. Jeg tog hendes slappe hånd, og hun smilede. Uden ord vidste hun, at i dette sekund tilgav jeg hende.

Og hun faldt i søvn i stolen.